Hvordan er det at have en spiseforstyrrelse, når man har diabetes? Hvilke særlige udfordringer giver det at balancere mad og blodsukker? Hvordan reagerer omverdenen? Kan man hjælpe?
Som noget nyt oprettes der nu en støttegruppe for type 1 diabetikere med spiseforstyrrelse. Sagen er jo, at nogle diabetikere oplever, at have behov for hjælp til at komme ud af en spiseforstyrrelse. LMS Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Diabetesforeningen starter således en støttegruppe, som kan give dig afgørende social støtte på vejen mod helbredelse. Du skal have type 1 diabetes og være i alderen mellem 17 og 35 år for at deltage. Gruppen starter i august, eller så snart der er deltagere nok. Det er gratis at deltage.
Vil du tilmelde dig eller vide mere kan du kontakte LMS på info@spiseforstyrrelser.dk eller på tlf. 70 10 18 18. Se også www.spiseforstyrrelser.dk Støttegruppen er et samarbejde mellem LMS Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Diabetesforeningen.
Vi håber også at du vil bruge denne debat, og at den kan hjælpe dig i din hverdag.
Selvfølgelig kan type 2 også have brug for sådan en gruppe. Og jeg kender til flere over 35, der også ville kunne bruge det.
Så hvis der er tilslutning nok, kan det være de laver flere grupper.
Det, at skulle være så fokuseret på mad & motion disponerer jo til spiseforstyrrelser.....der er flere med spiseforstyrrelser i dia. gruppen end blandt "et bredt udsnit af befolkningen", så her er endnu et område, hvor vi er lidt (meget) såbare.
Jeg hører også om folk, der for at tabe sig ikke tager insulin
Selv synes jeg det er rigtig svært, hvis man gerne vil tabe sig...selvom jeg sætter dosis ned, ender en "slankekur" altid med følinger (og ja, så overspiser jeg !). Og jeg ved godt at kostomlægning er vejen, men i må da også kende det med LIIIIGE at sku' passe et bestemt par bukser, inden festen på lørdag.
Hvis der er mange, der føler de har en spiseforstyrrelse, kunne man måske oprette grupper under de lokale dia. afdelinger ?
Ha' en god weekend allsammen
Indmeldt: 24. jan 2008 Indlæg: 106 Geografisk sted: Århus
Spiseforstyrrelser og diabetes
Skrevet: 22/06 2009 14:20
På www.livsnettet.dk er der under gruppen "Spise-forstyrrelser" oprettet en undergruppe specifikt rettet mod "Diabetes og spiseforstyrrelser". Der er på sitet både mulighed for at chatte, skrive private beskeder og kommunikere i åbne fora.
Indmeldt: 24. jan 2008 Indlæg: 106 Geografisk sted: Århus
Spørgsmål til Kjeld ang. diabetes-spiseforstyrrelse-historik
Skrevet: 23/06 2009 8:45
Hej Kjeld
Først og fremmest: jeg er glad for at problematikken omkring diabetes og spiseforstyrrelser endelig er kommet på Diabetesforeningens dagsorden.
Men jeg sidder også tilbage med en vis undren. For hvorfor er problemet ikke blevet (an)erkendt noget før? - i medierne fremstilles det jo næsten som om det er noget, diabetesbehandlerne lige har "opdaget". Men sandheden er jo, at fænomenet har eksisteret i mange, mange år. Så jeg og andre diabetikere (véd jeg positivt), der i det ene eller andet omfang lider af spiseforsyrrelser, spekulerer på hvorfor vi i dén grad er blevet afvist og affærdiget igennem de sidste 20 år, når vi har forsøgt at bringe emnet på bane, både i forhold til vores individuelle behandlere og i en vis grad i forhold til Diabetesforeningen? Der er en gennemgribende følelse af ikke at være blevet mødt med forståelse for problematikkens kompleksitet ("man skal bare lære at acceptere sin sygdom"-vinklen) og af ikke at være blevet taget alvorligt, ligesom der også har manglet relevant behandling. Hvorfor er det blevet fejet ind under gulvtæppet?
jeg er en pige på 25 år og jeg fik konstateret type 1 som 13 årig hvilke indvolverede en dyb sorg.
inden da var jeg enormt fokuseret på min krop. - følte jeg var skruet forkert sammen. på det tidspunkt hat jeg vel været 10 år.
jeg fik et underligt forhold til mad efter jeg fik diagnosen type 1. pludselig var det ikke noget jeg kunne nyde længere. maden blev noget jeg var nødt til og blev til en besværlighed frem for en naturlig del af min hverdag.
da jeg flyttede hjemme fra havde jeg taget så meget på at jeg ikke kunne holde mig selv ud og maden blev for alvor min fjende sammen med insulinen.
jeg begyndte at lave regler for min indtagelse af mad:
enten var det mad og ingen insulin
insulin og mad men alt skulle brækkes op igen
ingen mad og ingen insulin.
som 20 årig var jeg så langt inde i min spiseforstyrrelse at jeg ikke mere kunne se at min handle måde var et langsomt og pinefuldt selvmord.
jeg havde mistet kontakten til min krop. men anorexien "hjalp" mig gennem gymnasiet og en halv pædagog uddannelse til min psyke og krop ikke kunne klare mere.
vægten var nede på 40 kg og jeg er en pige på 170 cm. jeg kunne ikke længere holde migselv oprejst og blev syg pga "ryggen".
december 2008 blev jeg indlagt på psyk hospital og ramte min bund der nede. 37 kg og en realitet der hed "du dør snart".
jeg følte mig magtesløs. i min verden var maden og insulinen mine ærke fjender og jeg kæmpede med vægten og spiseforstyrrelsen og gik fra min dybe anorexi over til bulimi´en, som redede mit liv. jeg fik taget på. kastede stadig op og var bange for insulinen og maden. men jeg fik mad.
idag er jeg normalvægtig og på udslusning fra mit behandlingssted.
jeg har accepteret at mad nok aldrig bliver en narturlig ting i mit liv, jeg ska altid "huske" at spise, men jeg ved også at hvis ikke jeg plejer den diabetes så dør jeg. stille og roligt og smertefuldt.
det jeg tror jeg prøver at sige til dig der sidder og læser det her. hvis du er erkendt over for dig selv at du er spiseforstyrret så er du på vej den rigtige vej.
jeg lover ingen lyserøde solhistorier og der er meget der ikke står i mit indlæg, som jeg ikke magter at dele lige nu. der er kun en måde at komme væk fra sin diabetes; det er ved at dø. længere er den ikke. men der er flere måder at væk fra din spiseforstyrrelse; og det er ikke nemt, men det kan lade sig gøre!
brug mig, fortæl mig hva der sker i dig og jeg er villig til at fortælle om mine erfaringer. det er derfor jeg skriver her.
Min tanke med at stille op til dette var netop at gøre opmærksom på emnet, som der er mange der kæmper med i større eller mindre grad. Jo mere fokus jo større sandsynlighed er der forhåbentlig for at de psykiske sider af det at have diabetes kommer på dagsordenen på ambulatorierne rundt omkring i landet.
Der henvises samtidig til at LMS laver en støttegruppe. Jeg kan varmt anbefale dette. Jeg har været med i en gruppe derinde som jeg har fået meget ud af. At møde ligesindede i et trygt og godt miljø, hvor man kan udforske nye sider af sig selv og sine problemer er et rigtig godt værktøj til at komme videre ud af spiseforstyrrelsen...
Indmeldt: 18. jan 2009 Indlæg: 27 Geografisk sted: Frederiksberg
spiseforstyrelse
Skrevet: 10/07 2009 0:15
Hvor blev jeg glad da jeg så dette indlæg.... Jeg troede ikke at der var nogen som så en sammenhæng imellem type 1 og spiseforstyrelse....
Jeg har haft tybe 1 siden jeg fyldte 19 år, og er idag 28.... Min spiseforstyrelse startede allerede i det små, fra dag et med diabetes.... Jeg har haft mange forskellige slags spiseforstyrelser i årenes løb, og kæmper stadig med det.... Jeg har bare lyst til at græde, fordi det er dejligt at vide at man ikke er alene....
Jeg har det ikke godt for tiden.. jeg lever af slik og kager, og tager ikke min insulin som jeg skal.. Hvilket jo gør at jeg sover det meste af tiden.. Jeg meget træt af livet... Men det er dejligt at vide at jeg ikke er alene.. Hvorfor ved jeg ikke, men det letter ligesom;) Tak. _________________ Frøken Sylvester
Tybe 1 diabetiker siden 1999.
Der var engang en der sagde til mig: "Når man får diagnosen diabetes, så får man vel i sig selv ordineret en halv spiseforstyrrelse oveni.."
Er det rigtigt? Jeg har diskuteret det med mig selv rigtig mange gange. På sin vis ja og på en måde nej. Mange jeg kender med diabetes har et akavet/anstrengt forhold til mad, kan det være anderledes?
Min spiseforstyrrelse eksisterede inden min diabetes kom, men det eskalerede i høj grad med al det ekstra fokus på vægt og mad og motion osv.
Jeg tror diabetes har det med at være dråben der får bægeret til at flyde over hvis der er noget andet oveni, begivenheder, følelser, tanker fra fortiden eller nutiden der kan være svære. For os er det spiseforstyrrelse, for nogen er det måske depression eller noget andet. Men diabetesen forsvinder ikke, den er der hele tiden - også den dag hvor kæresten smutter, hvor du skal til eksamen eller har tømmermænd - pausen eksisterer ikke. Er der noget at sige til at det ligger et ekstra pres på vores skuldre? Egentlig er det logisk synes jeg.
Som spiseforstyrret kunne det i den grad være rart med en diabetespause engang imellem. Når man kæmper for at komme ud på den anden side, så øver man sig så meget i at komme i balance. Kæmpe for at spise almindeligt, træne almindeligt, have fokus på normale, gode ting i livet istedet for fokus på krop, kost osv. Men så er det at diabetesen er lidt en ekstra klods om benet.
For nej vi SKAL altid indtage noget hvis vores blodsukker er lavt, om vi vil det eller ej, om vi er sultne eller ej. Jeg vil altid skulle tælle mine kulhydrater, tænke over hvad jeg spiser. Motion skal der også helst være osv. Bevidstheden om disse emner kan vi aldrig lægge fra os.
En alkoholiker kan tage en kold tyrker og holde sig fra sit stof som andre misbrugere, en spiseforstyrret kan øve sig i at finde balancen med sit "stof", en spiseforstyrret med diabetes skal på en eller anden vis finde en balance med "stofferne" mad, motion og insulin, som jo aldrig kommer i balance, men som er en balance man altid vil skulle kæmpe for og arbejde med....
Det er sgu da ikke en særlig nem kombination!
Jeg tror rigtig mange kender til den med at man føler man har spist for mange kulhydrater og dermed den dårlige samvittighed over at skulle tage nok insulin til det. For mig fungerer insulinen nogle gange lidt som en nemesis... man har haft et flip og så må man ligesom tvinge sig selv til at se sin egen dårlige samvittighed i øjnene, tælle kulhydraterne for så at tage en stor nok dosis insulin. Man sidder der med en kæmpe skyld og skamfølelse over det man har gjort og så skal man tage insulinen oveni - prikken over i'et. Det er dér at den nogle gange kammer over for mig og jeg så tager for lidt. Fordi jeg ikke kan se realiteterne i øjnene. Fordi jeg ikke tør, fordi angsten for at tage på bliver ekstremt stor.
Eller dér hvor alt fokus sættes ind for at tage så lidt insulin på en dag som muligt - en konkurrence med sig selv om at have perfekt blodsukker, mens man træner en hel masse og spiser minimalt. Så kan tilfredsheden komme via vægttab og en følelse af kontrol ved at tage så lidt insulin. Det føles som succes, som en rus...
Det er lige dér, i situationer som disse, at man ved at man er "syg" i sit hoved...
Det kunne være spændende at høre om flere der kunne have lyst til at fortælle om deres forhold med alt dette...
jeg havde overbevist mig selv om at jeg var den eneste i verden der kunne have det sådan. et kæmpe tabu emne i min verden fordi man i min familie bare coper med sådan nogle ting...
men det er jo præcis sådan jeg kender det. kender til at flippe og ikke tage insulin fordi den sorte sky kommer han over hovedet på mig.
kender tanken om overtræning og sveden ska helst løbe ned af ansigtet på mig.
jeg var også begyndende bulimikker og anoretikker inden diagnosen med diabetes blev hamret ned over mig og siden har jeg vaæret "syg" i hovedet.
jeg har en konstant konkurrence kørende inden i... hvordan kan jeg tabe mig, hvordan kan jeg holde mit bs uden det går ud over vægten, denne total besættelse af at skulle være i kontrol og så føle mig totalt mislykkedes når ikke jeg lever op til mine egne forventninger.
jeg indrømmer at jeg lige nu sidder med tårer i øjnene, for tror der er nogle realiteter der går op for mig lige nu, og nogle håb der forsvinder.
jeg har været på behandlingshjem i et år for mine spiseforstyrrelser men lige nu føler jeg ikke jeg kan kommer ud af dem... jeg ved ikke hvorndan jeg skal komme ud af dem. hver gang jeg synes jeg ser et lys bliver det slukket igen... uden det nødvendigvis er mig selv der puster til flammen.
det svært for mig at forholde mig til at denne diabetes skal følge mig resten af livet. og tænker tit at hvis jeg bare mishandler den så forsvinder den jo nok...
lort og lagkage at bilde mig sådan noget ind.. men det gør jeg.
Hvor lyder det bare som om du kæmper hårdt med alle de her ting, det gør ondt at læse, for jeg tror jeg ved hvordan du føler. Jeg kan desværre ikke fortælle dig at det hele bliver lyst i fremtiden, for der er jeg ikke selv endnu, men jeg tror nu der er en vej...
Selvom min spiseforstyrrelse ikke er i orden endnu, så har jeg for det meste styr på min diabetes i dag. Min langtidsprøve er i hvert fald fin, selvom der er nogle sving der ikke er så gode. Ting, der har hjulpet mig på vej til dette er:
*At acceptere at diabetes ikke kan puttes i en kasse! Der vil altid være blodsukre der ligger dårligt og det må man lære at leve med. På den måde kan man også bedre acceptere at man gør sit bedste. Det har hjulpet mig at tænke på hvor små mængder der skal til for at et bs ender forkert. Det er så lidt, og derfor er det da meget logisk at vi engang imellem fejler! Er det ikke?
* Insulinpumpe gør mange ting lettere...
* Kulhydrattælling er en rigtig god hjælp. Selvom det giver ekstra fokus på mad og det kan være svært så ser jeg også en fordel. Det er at hvis du har talt rigtigt, eller så godt som du kunne og taget insulin til det som du skulle og bs så alligevel ligger forkert. Så er der ingen grund til dårlig samvittighed - du har gjort hvad du skulle, men der skal ses på indstillingerne istedet. Det bliver gjort mere konkret og det er nemmere at se fejlmønstre og korrigere herfra.
* Det med at tage for lidt insulin, der plejer det at kunne hjælpe mig at tænke at når mit blodsukker bliver for højt fordi jeg tager for lidt, ja så skal jeg alligevel bruge insulin for at få det ned igen. Så i sidste ende skal der måske mere til end hvis jeg bare havde taget nok fra starten. Og så slipper man for at slå sig selv i hovedet med sin egen uformåenhed + at få det fysisk dårligt.
Jeg ved godt at det ikke er så simpelt og at det for det meste ikke er sådan nogle rationelle ting der kan bruges, når det først går galt og man handler fra sine følelser, men måske kan du bruge det til et eller andet
alligevel..
Ens diabetes forsvinder ikke, og jeg ved godt at man kan have lyst til at forpeste den langt væk engang imellem. Men er der ikke også nogen ressourcer? Har vi ikke lært noget ved at have diabetes?
*Jeg har lært en masse spændende mennesker at kende, været på ture, lavet frivilligt arbejde i foreningen - fordi jeg har diabetes. Det ville jeg ikke være for uden.
* Jeg ved en hel masse om ernæring og min egen krop som jeg har kunnet bruge i min uddannelse
* Jeg er god til at planlægge og strukturere og kontrollere, hvilket jeg tror jeg har lært fordi jeg har diabetes. Det er der også en ressource i..
* Jeg har fået en vilje til at gøre lige det jeg vil IDAG - tage ud at rejse, finde det job jeg vil osv. - fordi jeg har diabetes og jeg ikke vil være begrænset af den, og fordi sygdommen har stillet mig overfor nogle eksistentielle tanker ift. konfrontation med "liv og død" engang ude i fremtiden..
Og min spiseforstyrrelse er ikke udryddet endnu. Men jeg lærer godt nok meget om mig selv i processen for at komme ud. En læring som man vel kan have gavn af hele livet. Når man er ude ja så tror jeg på at man står stærkt....
Mit bedste råd, som jeg synes virker for mig, er nok at holde fast i de små sejre. Hele tiden er der jo små ting der lykkes og bliver bedre og sådan. Hold fokus på det...
Jeg undskylder for det noget dopede og koffein-prægede indlæg, der egentlig ikke har andet at byde på end... ja, ingenting (udover en damsel in distress' søvnige tanker og følelser).
Jeg forsøger tit at skrive noget herinde, men jeg sletter det altid igen. For noget tid siden skrev jeg inde på diabetes 1-debatten om nogle af de psykiske/sociale problemer, man som diabetiker i højere grad er udsat for end andre, og dengang tænkte jeg ikke så meget over, at jeg blotlagde mig selv - det er imidlertid blevet sværere for mig at være åben nu, da jeg ikke følte mig godt modtaget dengang og egentlig også følte mig latterliggjort (ikke af alle, men af nogle dengang meget vedholdende brugere). Det er virkelig ærgerligt; især nu hvor der er kommet et forum specielt for spiseforstyrrede diabetikere.
Det er allerede for meget at være anderledes i forhold til folk med en fint fungerende bugspytkirtel, men det er slet ikke til at bære at føle sig fremmedgjort blandt andre diabetikere pga. spiseforstyrrelsen - det, er jeg virkelig bange for, vil ske eller allerede er sket.
Jeg mistænker andre velfungerende diabetikere for at tænke, at jeg bare skal tage mig sammen, tage min insulin og æde noget mad, men igen så mistænker jeg jo alle for at synes mindre om mig, hvis min mave buler mere i dag end i går. Min far sagde det meget lidt pakket ind i vat: "Jeg kender til piger som dig - I har ingen dømmekraft." (Min far er en gammel tosse.)
Jeg håber, I ikke er den slags pige, som jeg er, og jeg håber virkelig, at I enten er på vej ud eller allerede ude af jeres respektive spiseforstyrrelser - om det så er anoreksi, bulimi, diabulimi, ortoreksi, overspisning eller noget helt sjette.
Vi er mere værd end det, vi byder os selv. (Det gælder vist for alle kvinder og ikke bare diabetikere.)
Leira... hvor er det da godt at du så får skrevet en sen nattetime i et koffeinrush, hehe
Ja der er naturligvis altid en risiko ved at blotlægge sig mere eller mindre på et forum. Jeg synes det er vigtigt at tage de kritiske briller på, der er jo ingen der siger at andres råd og meninger og oplevelser er mere rigtige end dine egne, så man må sortere og tage hvad man synes passer til en selv.
Mange læser også med på indlægs uden at svare. Det er jo ærgeligt fordi det så er lidt svært at få gang i de forskellige debatter, da det ofte er de samme mennesker og dermed synspunkter der kommer frem. Og dermed kan ting måske til tider virke ensporede uden at det repræsentere gennemsnittet af læseres holdninger.. tænker jeg..
Skrevne ord kan tolkes - og misfortolkes fra afsender til modtager, nogle gange er man bare ikke enige. Præcis derfor synes jeg det er et rigtigt godt argument til at møde op til de arrangementer som ungegrupperne rundt omkring i landet prøver at stable på benene - for ser man folk i øjnene, ja så ved man jo som oftest hvor man har dem!! Der er nogle unge mennesker som kæmper for at få netværk op at stå og som må give op og droppe det gang på gang, fordi folk ikke dukker op. Måske er det meget angstfyldt at dukke op til arrangementer med andre diabetikere, for..." hvad tænker de ikke om mig? De er sikkert skide gode til alt det med diabetes, mens jeg er...xxx". Sådanne tanker fløj gennem mig engang for en del år siden, og jeg har hørt mange sige de samme ord og lettende udbryde bagefter, at det er så fantastisk at møde andre der er nøjagtig som en selv.
Om vi drikker kaffe, spiser mad, laver noget aktivt, taler om diabetes eller om noget helt tredje - det er lidt underordnet, for muligheden er der for at få talt om sin diabetes hvis man har lyst og møde andre som en selv. Stemningen plejer at være hyggelig, imødekommende og afslappet. SÅ MØD OP.. Siger jeg til alle der læser dette!! Vi bider i hvert fald ikke....
Det der med at være anderledes fordi man har diabetes, det er netop også noget som jeg synes bliver formindsket når man finder ud af at man IKKE er den eneste, at en hel masse andre diabetikere faktisk er ret meget som en selv..
Med hensyn til specifikt omkring spiseforstyrrelser, så har jeg endnu ikke mødt nogen dårlige reaktioner. For det er vitterligt mit indtryk at mange diabetikere kender til dele af alt det her - fokuset på mad, insulin og mad og at det kan kamme over. Når jeg har fortalt om min spiseforstyrrelse har reaktionen som oftest været at andre med diabetes også er gået til bekendelse og indrømmet at der er noget der er svært for dem.
Åbenhed er en proces og den er svær, men det er mit indtryk at man får mest ud af at stå ved hvad man er, for så kan omverdenen se en som man er, istedet for en eller anden facade som man stiller op.
Ja vi er mere end vi byder os selv - diabetikere generelt, os med madproblemer. Jeg tror sjældent der er særligt langt fra normalen til det modsatte, for hvem definerer egentlig hvad der er normalt? Vi skal vist hver især finde vores egen vej...
Det SKAL bare være okay at blotte sig på fora som dette- vi er alle i samme båd, og vi bør holde en god og varm tone- eller holde vores kæft
Vi skal have gensidig støtte, og jeg synes ærlighed er så befriende- vi er ikke alle super-diabetikere. Jeg er en knold til det med maden- er faktisk sukkerafhængig-type 2èr men derfor må jeg vel godt give mit besyv med.
Så for mig er det også en daglig kamp at have denne sygdom, og det tager tid at lære at leve med den. Det skal der være plads til.
Så skriv du bare- vi er da mange, der værdsætter ærlighed og debatter om alt hvad der vedrører denne sygdom.
Ih, hvor har jeg tit tænkt på dig- kan se du er 13 år og allerede diabetiker! Du har min store respekt! Jeg synes det er svært selvom jeg er "gammel", og du er allerede ramt. Vil bare ønske dig al mulig held og lykke!
Ih, hvor har jeg tit tænkt på dig- kan se du er 13 år og allerede diabetiker! Du har min store respekt! Jeg synes det er svært selvom jeg er "gammel", og du er allerede ramt. Vil bare ønske dig al mulig held og lykke!
Vh. Aimee
tak aimee
og ilm, held og lykke til dig også. Diabetes er svært uanset alder. _________________ Hilsen Kathrine på 14 år.
-Type 1 diabetiker siden d. 25 feb. 2010
Hatt type 1 siden var 3 år, 30 nå. Alltid vært komplisert
og umulig regulere. Forholdet til mat er ekstremt anstrengt.
Ofte sånn at må spise på tvang for blodsukkeret er lavt.
Selv om mest har lyst kaste opp. Alt med mat kropp, mosjon
ikke klare det vekt osv er slitsomt. Ingen ting fungerer uansett.
Til og med blant diabetikere har jeg følt meg utenfor ikke
følt forståelse. Blir av att jeg ikke sier så mye for føler jeg blir sett ned
på, att jeg ikke mestrer ikke gjør mitt beste osv.
Diabetes har ødelagt veldig for meg.
Helt umulig få ett normalt forhold
til alt. Hverdag er en kamp.
Legger med ett innlegg jeg la ut under debatt type 1.
Fikk ingen kommentarer på det.
Før dere leser resten skal dere vite at jeg fra naturens side er
utstyrt med mye vilje, pågangsmot og positivitet.
Til og med blant diabetikere føler jeg holdningen
av ikke hvordan det er og slite kolosalt med diabetesen
ikke få det til fungere uansett. Uansett hvor jeg er så opplever jeg stort
sett kun høre att de takler det bra klare og fungere i jobb og sosiale aktiviteter. Blir folk helt sjokkerte da de hører om oss det ikke er sånn for.
Jeg ble 100% varig uføretrygdet (førtidspensjon hos dere) pga store problemer og komplikasjoner pga diabetesen, og andre sykdommer også.
Er jo og teller karbohydrater forhold til aktivitet ikke aktivitet, men på
kroppen min slår det feil ut uansett. Reagerer ikke sånn det står i teorien.
Frustrerende.
Blir det til att de av oss som sliter kolosalt ikke tør åpne
munnen si noe for vi vil bli oppfattet som negative og klagende.
Mange sier diabetes er ikke den verste sykdommen få. For del av oss
er det faktisk det pga problemene med den.
Det att jeg er i live i dag er ett mirakel. Siste 10 årene har jeg hatt over 100 krampe anfall pga for lavt blodsukker. Hadde jeg vært singel hadde jeg vært død i dag. Heldigvis har jeg en mann som alltid er der og får
liv i meg. Ligge alene kan jeg ikke.
Godt få ut disse tankene. _________________ HK
Type1 siden 83.
Prøvd pumpe i 3 år og det fungerte ikke.
Jeg kan sagtens forstå hvad du mener- det er svært at høre om hvor godt og nemt det kører for nogle diabetikere, når man selv synes man kæmper hver eneste dag. Men det er nok nemmere for nogen end for andre. Jeg synes dette er en krævende sygdom, som kræver min opmærksomhed hele tiden- og det er irriterende. Men jeg bliver glad når det lykkes mig at holde mig symptomfri fordi jeg vælger at gøre de rigtige ting. Men det ER svært- og en daglig kamp.
Godt at læse dit indlæg.
Takk for svar.
Hva når man gjør de riktige
tingene, men det alikevel slår feil ut? _________________ HK
Type1 siden 83.
Prøvd pumpe i 3 år og det fungerte ikke.
Forside
Debat: Type 1 diabetes
